En eksponentiel stigende formkurve og et drastisk dyk.

Om billedkunstneren Marianne Markvads arbejde på det sidste

Af Jan Sander (juni 2009)

Den, der har fulgt Marianne Markvads (MM) arbejde de senere år, vil have været vidne til en mildest talt kraftig udvikling. Leder man efter et billede, der kan beskrive fyldestgørende, kommer man let hen i nærheden af naturfænomener, som vulkanudbrud, jordskælv og tornadoer og den slags. De dækker dog ikke helt, da MM naturligvis ikke er destruktiv i sit arbejde. Af samme grund må vi også forkaste ideen om at bruge begrebet eksplosion i beskrivelsen af det, som foregår omkring MM.

Med disse toner anslået: lad os sige at det, som er sket, er at MM er begyndt for alvor at bruge den formsans, hun ekvilibristisk tøjler - i kunstens navn. Med en energi og determination, der gør én stakåndet, selvom man kun er tilskuer, har hun nu forkastet den overdrevne leflen for nethinden. Hun viser os nu, at kunsten kan være så meget mere end en behagelig kildren af nervesystemet. Vi må nu tage det søde med det sure.

Dykket

Den, som står på kanten og prøver at følge med i dette hæsblæs, vil konstatere, at MM er nedsænket. Hun har kastet sig ud i et drastisk dyk dybt dybt ned, og synes at have fundet, at der under overfladen befinder sig et kæmperum, hvor der er plads til at arbejde med spørgsmål, som er essentielle for vores overlevelse. - Hvordan administrerer vi kvaliteten i det liv vi lever? - Det giver hun sine bud på ved at lokalisere og trænge ind i revner og sprækker i vores verden, i vores allesammens hverdag, og udvide, der hvor hun synes, der er brug for mere plads. Vi mærker, at det her er for alvor, at det er vigtigt. Og det serveres for os i intense billedoplevelser, som ikke er lige elskværdige, men som vi alligevel bryder os om.

 Stigningen

Hastigheden, hvormed denne udvikling er sket, er ualmindelig imponerende. Mine øjne har sjældent set noget lignende. Det er det skarpe fokus, den store arbejdsindsats, der sammen med talentet gør det muligt for MM at udvikle sit projekt noget nært eksponentielt.  Hver gang jeg har set noget nyt fra hendes produktion, er det som om, der er sket et kvantespring i forhold til sidst. Sikkerheden og præcisionen hvormed stoffet bearbejdes øges, og der eksperimenteres med de formelle aspekter, så billedet bliver mere og mere helt. Resultatet bliver, at projektet  accelereres op og op. Jeg tænker på raketter og rumfærger og prøver på at forestille mig, hvor længe denne udvikling kan fortsætte. Hvor højt når hun egentlig op? Jeg tror maxhøjden er stor. Raketten er ladet med det store potentiale. Forbrænding forbilledlig.

Jeg sidder med nakken tilbage i sofaen på sidelinjen, hvorfra jeg har fået lov at observere ­- spændt - og hele tiden mindende mig selv om, at jeg skal holde munden lukket.

 ”Thunderbirds are go...!”

Forstads storby

Eller hva faen er meningen i blomstret tolietpapir?

 Af Bjørn Ignatius Øckenholt (juli 2008)

Pynter disse billeder?  I en og anden forstand gør de vel, selv om det hurtigt bliver et spørgsmål om æstetik og personlig smag når det anstilles så direkte. Til gengæld må man sige at Marianne Markvads billeder ikke pynter på historien. Fortællingen om forstads storbyens landvindinger på områder som ensomhed og trivialitet ligger tæt på overfladen i de fleste af hendes værker. Ej så meget som en kritik, mere som en konstatering af et faktum man evt. kunne gøre noget ved. Ikke mindst hvis man holder af den verden man er en del af. Det gør Markvad og hun bruger sit indiskutable talent og sin kunstneriske stilsikkerhed til at fortolke det univers billederne er lavet til at pryde, den dagligdags scenografi de fleste af os er bekendte med.

Værkerne har rødder i popkunsten og forholder sig strengt til fladen som fundament uden illusionistiske fixfaxerier. Også her ligger det kunstneren på sinde at være tro mod det der er. Det er collager også når det er maleri, og det er sammenstød, nænsomme eller hårde der på en og samme tid ikke lader beskueren i tvivl om hvad der menes og samtidig giver plads til det seende jegs egen fortolkning. Der kan nydes og reflekteres, eller der kan bare nydes. Markvad kræver ikke, men hun insisterer.

En nænsom buldog er hun, der vogter ved den indre havelåge imens hun udfører den opgave der for en kunstner måske er den helligste, nemlig at sætte et spejl op og viser hvordan vi og vores verden ser ud. Gudskelov er hun en del af dette vi.

Men pynter de, disse billeder? Ja gu gør de så. Både på indersiden af hovedet og på væggen. Selv har jeg en havenisse fra sammen kunstners hånd hængende. Den vinker fra sin flade og virker svært utroværdig som plantagepryd. Mig gør den glad for at jeg bor i lejlighed.